Expectations are rarely a good thing. I this case, mine were high and the disappointment consequently bigger than the book probably warrants. But, if there was character growth, I missed it. Everything seemed a disparate jumble of events. It works in short form for someone like Raymond Chandler, but in a novel, I felt frustrated. Even more frustrating was the style, where the POV can change three times within a single paragraph. Perhaps it is a stylistic choice, creating a kind of nervousness that fits the story, but for me it took attention away from the characters and actions. I did worry about the fate of the daughter in the end, so clearly some connection was created, but there were just too many distracting features for me.

*** : L'Algérie des années 50 vue par une jeune française mariée à un algérien. A suivre.

A well written book, but a most difficult subject. The Moroccan struggles between the French colonizers and those trying different ways to break away was brutal in the 1950s. I knew something of the struggles in Algeria, but this was a big lesson to me.

J’aime beaucoup la plume de Leïla Slimani. J’ai par contre trouvé ce roman un peu triste, et j’aurais beaucoup aimé qu’on développe plus l’histoire de certains personnage, notamment Selma et Aïcha.

Åh, jeg blev aldrig rigtig grebet af denne roman, og det er svært at sætte fingeren på hvorfor. Hovedpersonen Matilde, en fransk kvinde, gifter sig med en marokkansk mand og følger med ham til Marokko, der på det tidspunkt (50'erne) er under fransk herredømme.

Vi følger hendes kamp for at bevare sig selv i et meget fremmedartet samfund, hvor hun både er bedre stillet end lokalbefolkningen, fordi hun er fransk, men også bliver set ned på af den lokale franske elite, fordi hun er gift med en marokkaner og lever et liv i relativ fattigdom ude på landet. Bogen er usædvanlig i og med hun aldrig kommer til at hade hverken sin mand eller menneskene omkring hende – hun tager imod uden at slå fra sig, men også uden at lade sig ydmyge.

Gid jeg kunne læse fransk! For jeg fornemmer, at bogen er lidt dovent oversat, men det er jo desværre ikke noget, jeg kan påvise med konkrete eksempler. Hvad jeg til gengæld kan påvise er, at vi igen-igen står med en dansk lydbog, der er brugt alt for få kræfter ($$$) på. Grete Tulinius læser op på en mærkelig staccato måde, og alt for ofte opdager hun halvvejs gennem sætningen, at trykket skulle have ligget anderledes. Mit gæt er, at hun gerne ville lave det om, men at der simpelthen ikke er tid nok og/eller teknisk hjælp nok til at lave en ordentlig indtaling.

Præcis når jeg skriver dette, læser jeg rundt omkring, at forfatterne får alt for lidt godtgørelse for de mange lytninger af deres bøger. Hvad f***** er meningen med det? Det ene køb må vel være lige så godt som det andet?

De danske forlag må godt komme ind i det nye årtusinde og lave ordentlige e-bøger, som man kan navigere i, og ordentlige lydbøger, som ikke forringer oplevelsen. Jeg har hørt mange engelske/amerikanske lydbøger, hvor indlæseren simpelthen har højnet oplevelsen. Det har jeg til gode at opleve med en dansk bog.

Jeg kender godt alle argumenterne med det lille sprogområde, etc. etc., men papirbøger udkommer stadig i et ordentligt udstyr, så det kan man vel godt kræve for de andre formater også. Og så vil jeg lige slutte med en sang, jeg altid synger: Kære forlag: Udgiv lidt færre bøger, men gør lidt mere ud af dem, I så udgiver – inklusive markedsføring.