Denne roman læste jeg til en gymnasieprojekt om autofiktion. Jeg endte dog med at nyde læsningen af den. Jeg er vild med fortælleren, der nu er voksen, men som ser tilbage på sin tid på skolen og hvor aktiv han er i fortællingen, bl.a. når han eksplicit fortæller om, at han skriver bogen. Og det er ekstra interessant, idet at det netop forestiller en selvbiografi, hvor det fortalte-jeg og det fortællende-jeg er den samme person, og der er navneidentitet, men Peter Høeg så siden har afsløret, at han slet ikke har levet det liv og opvokset på den måde. Det er altid skønt når litteratur, og kunst generelt skubber grænserne og "tager folk ved næsen", så de måske næste gang husker at reflektere over det, de læser eller oplever således at vi ikke bare bliver ukritiske individer. For som Roland Barthes sagde: "forfatteren er død". Vi kan ikke kæde fortælleren sammen med forfatteren, eller tillægge denne hensigter om tematikker og budskaber.
Fantastisk bog! Super meget spænding og gode filosofiske passager fra en ung dreng. Grunden til den ikke får fem stjerner, er de mange sider som er viet til at gengive forskellige tidsopfattelser og teorier om tid, hvilket bryder fortællingen på en uhensigtsmæssig måde.