Hver gang, jeg læser/lytter til en roman af en ikke-vestlig forfatter, tænker jeg, at det må jeg gøre noget mere. Men ofte kommer der så alle mulige *aktuelle bøger* i vejen. Jeg synes dog, jeg er blevet bedre til det – og hvad mere er, jeg bliver belønnet, fordi jeg får åbnet mine øjne for den snævre opfattelse af virkeligheden, vi har her i "Vesten".

Denne lidt ældre roman (1994) af sidste års Nobelprisvinder foregår i et land, som jeg aldrig tror, jeg har læst en roman fra. Tanzania. Den foregår i starten af forrige århundrede, og hovedpersonen er en smuk ung mand, der bliver en slags slave hos en rig købmand, fordi hans far skylder købmanden penge. Vi følger ham i de formative år, fra han er en stor teenager til han er en ung voksen. Han tænker meget, men siger meget lidt af det højt.

Hans og langt de fleste andre af personerne i romanen har benhårde og ofte også korte liv uden meget plads til leg eller romantik. Alligevel finder de på alle mulige måder at forsøde deres usle tilværelser, og det er faktisk noget af det bedste ved romanen – denne helt basale menneskelige trang til at lege, drømme, drille, selv under de mest ubehagelige omstændigheder. Og hans beskrivelser af en mennesketype, vi alle kender – klageren – er både rammende og morsomme. Der er virkelig ikke den ringeste forskel på 1920'ernes Tanzania og nutidens Danmark, hvad lige netop den personlighedstype angår!

Jeg ser frem til at læse nogle af hans senere romaner.

Jeg hørte den som lydbog (Gutkind har ikke oprettet lydbogsudgaven her i Goodreads). Den var fremragende indlæst af Jens Albinus. Sådan skal det gøres!