Efter at have hørt Tarjei Vesaas "Vårnat" var jeg lidt bekymret for den her. Og helt ærligt - den starter ret kedeligt. Jeg var langt inde i overvejelser om, hvor høj hastighed jeg kunne høre den i, eller om jeg bare skulle stoppe.
Det gryende venskab mellem Sis og Unn fik jeg aldrig en forståelse for. Det virkede som en begyndende forelskelse uden at de i det hele taget havde nogen kontakt.

Til gengæld: Anden del af bogen synes jeg var en gribende fortælling om skyld. Om at føle skyld over noget, der ikke er ens skyld og om den manglende evne til at kunne håndtere det: Hverdagen der går i stykker og omgivelserne, der ikke helt forstår det, men prøver.