Dette er en interessant bog, i form af at den er blevet så ikonisk, og alt udenomssnak omkring den er ret relevant, men det er bestemt ikke en bog for alle. Hvis man går til den med en forhåbning om en plotdrevet bog, så bliver man en anelse skuffet. Derimod er den ret journalistisk, filosoferende og tankevækkende på det akademiske plan, hvilket kan være til stor interesse for de helt rigtige personer - det var desværre bare ikke mig. Dog har den til tider nogle spændende feministiske betragtninger, så derfor var bogen også okay.

Selve brevformen var egentlig ret spændende til at starte med - Chris og Sylvère skiftes til at skrive breve til Dick, som de dog ikke sender, men blot viser til hinanden, mens de snakker om dem. Chris begærer Dick, og Sylvère bliver en anelse jaloux, hvilket var en god start. Dog begynder Chris at reflektere over sit fortidsjeg, mens hun gør sig en masse filosofiske tanker, som blev lidt langtrukket for mig, der gerne ville følge bogen for plottet - det var dog desværre ikke formålet med bogen.

"Jeg tror, at alene det, at kvinder taler, eksisterer, paradoksalt, uforklarligt, rapkæftet, selvdestruktivt, men frem for alt offentligt, er det mest revolutionerende i hele verden." - citat side 232.

Selve sproget er som nævnt tidligere på et ret akademisk plan, og jeg følte til tider, at det var en bog, jeg læste til studiet - hvilket den sikkert ville være spændende til! Men eftersom jeg ikke læste den med det formål, men blot for underholdningens skyld, så var skuffelsen stor, og bogen gjorde mig lidt irriteret. Jeg følte, at den forsøgte at hive sig selv op på et højere niveau, og det var desværre ikke lige dét, jeg var i humør til. Jeg havde faktisk forventet, at den ville være humoristisk på grund af titlen, så måske var jeg bare helt forkert på den fra starten af.