Take a photo of a barcode or cover
3.0 AVERAGE
3.0 AVERAGE
I Udgående Fartøj forsøger Andkjær Olsen at skrive sig frem til en ny ontologi. Jeg'et i digtene prøver at forene modsætningerne indlejret i sprogsystemet (indre/ ydre, hårdhed/ blødhed, åben/ lukket, etc.), støbe dem i et hårdt og glat materiale og fyre dem afsted i et udgående fartøj. Det skaber en spændende, omend svært-forståelig proces af at nå udover binaritetens og jeg'ets grænser.
Læg mærke til at sproget forsvinder i mødet med den nye ontologi, der kommer intet substantiv efter "indgående". Digtene kredser om det uforståelige nye uden aldrig at nå ind til det: "her er ingen billeder / ingenting ligner andet end sig selv, alt er lukket / dette er ikke en skikkelse jeg kan forblive i"
Det udgående fartøj iklæder sig mange skikkelser i løbet af digtene: Det er Sisyfos' sten, det er månen, det er jorden og det er digtene selv; hårde og lukkede objekter.
Tomrummet, som det udgående fartøj efterlader sig, åbner dog samtidig op for noget nyt og latent, en sårbarhed og følsomhed der bliver tydeligere og tydeligere, men aldrig helt udtalt. Om det er det nye menneske i sit indgående fartøj eller blot den anden side af binariteten skal jeg ikke kunne sige, men smukt er det i hvert fald:
jeg har lukket mig om sig selv / i et lukket kredsløb / /kugle / den vil jeg sende afsted som det udgående fartøj / den er / derefter kan det nye menneske ankomme i sit / indgående
Læg mærke til at sproget forsvinder i mødet med den nye ontologi, der kommer intet substantiv efter "indgående". Digtene kredser om det uforståelige nye uden aldrig at nå ind til det: "her er ingen billeder / ingenting ligner andet end sig selv, alt er lukket / dette er ikke en skikkelse jeg kan forblive i"
Det udgående fartøj iklæder sig mange skikkelser i løbet af digtene: Det er Sisyfos' sten, det er månen, det er jorden og det er digtene selv; hårde og lukkede objekter.
Tomrummet, som det udgående fartøj efterlader sig, åbner dog samtidig op for noget nyt og latent, en sårbarhed og følsomhed der bliver tydeligere og tydeligere, men aldrig helt udtalt. Om det er det nye menneske i sit indgående fartøj eller blot den anden side af binariteten skal jeg ikke kunne sige, men smukt er det i hvert fald:
VI KAN FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN, OG ALLE KAN SEJLE RUNDT IMELLEM HINANDEN I DET KANALSYSTEM SOM VIL OPSTÅ / SOM ER HER ALLEREDE / DEN NYE ONTOLOGI
I er nødt til at åbne jeres voldgrave for min / række jeres kanaler ind i min afgrund
Denne digtsamling er meget specielt i sit udtryk - ja man fristes til at kalde det dadaistisk. Det er jeg helt vild med. Form og indhold går hånd i hånd, da den dadaistiske, fragmenterede form afspejler fortællerens splittede usammenhængende indre. Jeg kan lide hvor ærlige digtene er, også selvom jeg til tider ikke kan følge med netop pga. formen hvor bl.a. sætninger ikke bliver skrevet til ende.
Jeg fik desværre ikke så mange billeder på nethinden da jeg læste dette digt, hvilket jeg ellers synes er det poesien i særdeleshed kan, da der kan dykkes ned i små billedmættende detaljer. Det var altså ikke sprogligt en berørende oplevelse at læse denne samling, men billederne i bogen er meget smukke, og jeg kunne godt fornemme den mørke uro som hele digtsamlingen omhandler.
Jeg fik desværre ikke så mange billeder på nethinden da jeg læste dette digt, hvilket jeg ellers synes er det poesien i særdeleshed kan, da der kan dykkes ned i små billedmættende detaljer. Det var altså ikke sprogligt en berørende oplevelse at læse denne samling, men billederne i bogen er meget smukke, og jeg kunne godt fornemme den mørke uro som hele digtsamlingen omhandler.